MOHAVI Pressemeddelelse (dansk)

Posted by Webmaster on September 1, 2012 Press | Tags: , , , , , , , , | No comments
PR pressetekst dansk version

ELEKTRONISK COWBOY
DEBUTERER MED SOLOALBUM

Cover

Retroagtige guitarklange, futuristisk electronica og vindblæste westernlandskaber blander sig med surfguitar, robotstemmer og smukke kvindestemmer på debutalbummet fra Mohavi.
Bag navnet gemmer sig en dansk musikproducer og guitarist, der for første gang er ude med sin egen musik, der er en unik og personlig blanding af fortid og fremtid.

 

 

Albummet er hovedsagelig indspillet i København, men dele af albummet er blevet til i London og Los Angeles. Mohavi spiller selv størstedelen af instrumenterne på de 12 tracks, men har også fået hjælp af Søren Balsner fra Carpark North, der har været co-producer på et par numre. Desuden medvirker stortalentet Anne Christine Wold, ny dansk singer/songwriter, der med base i London allerede har begejstret mange med sin unikke sangstemme og krystalskrøbelige sange. Anne Christine Wold medvirker på tre af numrene, der er skrevet i et smukt samarbejde mellem techno-cowboyen og storbysangerinden. Herudover har Mohavi fået producerhjælp fra bl.a. DJ Henrik Hjarnø (aka Jox) og beats fra trommeslageren Adam Grønne.

Forløberen for albummet var tracket ”Give Me The Gun”, der allerede længe har cirkuleret på de sociale medier med en video, indspillet i Los Angeles. Nu er den første officielle single og video ”Death in the Afternoon” udkommet. Videoen er igen indspillet i USA, denne gang i Joshua Tree National Park i Californien.

Mohavis musik udspiller sig i et krydsfelt mellem americana, kitch og electronica og der høres tydelig inspiration fra såvel David Lynch som Morricones filmusik, klassisk Kraftwerk-techno og moderne klubmusik, hvilket bl.a. skyldes Mohavis unikke anvendelse af en original vocoder, en Roland VP-300 fra 1979.
Den energiske musiker har med albummet skabt sin helt egen boldgade og stilen er blevet kaldt ”cowboy-techno” af inderkredsen. Lyden er retro, skæv og skramlet. Det er overvejende dansabel musik i en unik blanding. Albummet indeholder også et par mere stille numre og her imponerer Anne Christine Wold med sin følsomme stemme, der på overbevisende vis glider ind i de guitaristiske technolandskaber.
Mohavi har været i det danske musikliv i mange år, men debuterer først nu som soloartist under det nye navn. Både som producer og artist har han sat sit stærke præg på hele processen. Udover at spille stort set alle instrumenter, har Mohavi har selv instrueret og klippet musikvideoerne og lavet artwork, grafik og visuelt design til hjemmeside og covers.

Albummet udkommer 20.10.2012 på Usixty Records. Katalognr. 20121
(Distribution: Gateway Music).
Digital download på Spotify, Wimp, iTunes, TDC-Play, You See-Play m.fl.